Skip to main content

Medlemsbetingelser

 

BygmesterPartner ApS

Medlemsbetingelser for deltagelse i netværk og fælles indkøbskreds, udbudt og administreret af BygmesterPartner ApS (herefter benævnt ”BYP”).

Deltagerne i netværket benævnes ”Medlemmerne” eller hver for sig ”Medlem”. I det følgende vil BYP og Medlemmerne eller Medlem hver for sig blive benævnt som ”Part” og samlet benævnt ”Parterne”.

1.           Medlemsbetingelsernes baggrund og formål

  1. BYP er en erhvervsdrivende virksomhed, som faciliterer i) fælles indkøbsaftale, ii) netværk, vidensdeling og lign. for og mellem sine medlemmer (herefter samlet benævnt ”Medlemmerne” eller hver for sig ”Medlem”), som er erhvervsdrivende professionelle engageret i Tømrerarbejde, murerarbejde, Entreprenør-arbejde, Kloak-arbejde, Smede-arbejde eller andre fag indenfor byggebranchen, iii) konsulent- eller rådgiverbistand indenfor forretningsudvikling, procesoptimering, indkøb og lign. samt iv) udøver øvrige erhvervsaktiviteter efter ledelsens skøn.
  2. Medlemmet er erhvervsdrivende og professionelt engageret i fortrinsvis Tømrerarbejde, murerarbejde, Entreprenør-arbejde, Kloak-arbejde, Smede-arbejde eller andre fag indenfor byggebranchen, og Medlemmet ønsker at deltage i Netværket.
  3. Parterne er to af hinanden uafhængige juridiske personer, som hverken i juridisk eller økonomisk henseende hæfter for hinanden eller kan disponere på hinandens vegne, medmindre andet udtrykkeligt er anført i Medlemsbetingelserne. En Part må således ikke på nogen måde overfor tredjemand optræde som juridisk eller økonomisk afhængig af den anden Part.

2.           Netværk

  1. Ved ”Netværket” forstås det i dette afsnit 2 beskrevne netværk, som udbydes af BYP.
  2. Netværkets navn er ”BygmesterPartner”, og BYP har udviklet og har ejendomsretten til forretningskonceptet for forretningsnetværket under anvendelse af dette navn.
  3. Medlemmet har forud for Parternes aftale haft lejlighed til at gøre sig bekendt med konceptet bag Netværket og accepterer, at Netværket drives i overensstemmelse med konceptet.
  4. BYP kan ændre konceptet med 30 dages varsel, forudsat at sådanne ændringer ikke medfører uforholdsmæssige omkostninger eller tidsforbrug for Medlemmet.
  5. Medlemmet er berettiget til at deltage i Netværket i Medlemskabsperioden.
  6. Medlemmet er dog ikke berettiget til at være medlem eller deltage i et andet indkøbssamarbejde, herunder andre netværk, som indeholder elementer af fælles indkøb, medmindre Medlemmet indhenter forudgående skriftlig accept fra BYP. Denne eksklusivitet varer i hele Medlemskabsperioden. Tilsidesættelse af denne bestemmelse udgør væsentlig misligholdelse.
  7. Punkt 2.6 forhindrer ikke Medlemmet i at deltage i almindelige erhvervsnetværk uden fællesindkøb, hvor formålet alene er at indsamle flere kunder.

3.           Fælles indkøb og indkøbsaftaler

  1. BYP indgår i varierende omfang aftaler med forskellige leverandører om særlige indkøbsfordele til medlemmer af Netværket. Ved ”Leverandøraftaler” eller ”Leverandøraftalerne” forstås de til enhver tid gældende leverandøraftaler.
  2. BYP forhandler de bedst mulige vilkår til medlemmerne, men indestår ikke for og garanterer ikke for nogle konkrete vilkår, fordele eller resultater i forhold til Leverandøraftaler.
  3. Medlemmet er berettiget til at gøre brug af visse Leverandøraftaler og dermed opnå de fordele, som BYP måtte have forhandlet til Netværkets medlemmer via de enkelte Leverandøraftaler. Medlemmet er berettiget til at benytte alle aftaler.
  4. Medlemmet er bekendt med de til enhver tid gældende Leverandøraftaler, og når Medlemmet afgiver købsordrer med reference til en eller flere Leverandøraftaler, accepterer Medlemmet samtlige vilkår og betingelser, som fremgår af den eller de pågældende Leverandøraftaler.
  5. Medmindre andet udtrykkeligt fremgår af Medlemsbetingelserne, Leverandøraftalerne eller anden skriftlig aftale, som er accepteret af både Medlemmet, BYP og den relevante leverandør, er indkøb gennem Leverandøraftalerne et anliggende mellem Medlemmet og leverandøren, og derfor BYP uvedkommende.
  6. Indkøb sker ved direkte kontakt mellem Medlemmet og leverandøren efter vilkårene i Leverandøraftalerne.
  7. Medlemmet er ikke berettiget til at benytte Leverandøraftalerne til videresalg eller engrossalg til tredjeparter, medmindre andet er skriftligt og udtrykkeligt aftalt med BYP.

4.           Medlemskab og kontingent

  1. Ved ”Medlemskabsperioden” forstås den periode, hvori Medlemmet gyldigt opretholder sit medlemskab i henhold til Medlemsbetingelserne. Medlemskabsperioden begynder fra den dag, hvor BYP skriftligt har bekræftet eller kvitteret for Medlemmets optagelse i Netværket.
  2. Medlemskontingent udgør kr. 5.970 halvårligt.
  3. BYP kan ændre medlemskontingentet med 14 dages varsel til udløbet af indeværende halvårlige afregningsperiode. Vil Medlemmet ikke acceptere prisstigninger, skal Medlemmet opsige med det i punkt 7.1 angivne varsel.
  4. Kontingent indbetales til BYP. Kontingent indbetales forud for hver halvårlige afregningsperiode, dvs. der sker opkrævning af medlemskontingent hvert år den første uge i januar henholdsvis den første uge i juli. Optages Medlemmet i midten af en afregningsperiode, betaler medlemmet kontingent for den forholdsmæssige del af afregningsperioden, beregnet i hele, påbegyndte måneder, hvor pågældende er Medlem. Kontingent forfalder 14 dage fra påkrav, medmindre andet fremgår af påkravet.
  5. Medmindre andet udtrykkeligt fremgår af den enkelte bestemmelse, er alle beløb i Medlemsbetingelserne angivet eksklusive moms.
  6. Medlemmet kan mod særskilt betaling benytte en særlig hjemmesideskabelon fra BYP. Medlemmet skal ophøre med at benytte hjemmesideskabelonen senest 3 måneder efter ophør af Medlemskabsperioden.

5.           Datadeling

  1. For at kunne forbedre aftaler, værktøjer, samarbejde mv. med underleverandører og samarbejdspartnere, gives der hermed tilladelse til, at BYP kan indhente, opbevare, behandle og udveksle installatørens indkøbsdata med tredjemand som eksempelvis producenter, grossister eller øvrige leverandører.
  2. Til en producent er BYP berettiget til at kunne behandle og vise indkøbsdata på installatørniveau eller samlet set for gruppen for den pågældende producents egne produkter indsamlet på tværs af alle grossister og leverandører, dog kan værdier for markedsandele samlet set eller på kundeniveau udveksles.
  3. Til en grossist er BYP berettiget til at kunne behandle og vise indkøbsdata på kundeniveau eller samlet set for den pågældende grossists egne indkøb, dog kan værdier for markedsandele samlet set eller på kundeniveau udveksles.
  4. BYP er fri for ansvar i forbindelse med efterfølgende anvendelse af indkøbsdata hos de i punkt 5.1 – 5.3 angivne tredjeparter.
  5. BYP erklærer at sikre de igennem Medlemsbetingelsernes udnyttelse opnåede data under hvervets udførelse – og destruere disse på behørig vis efter hvervets afslutning.

6.           Fortrolighed

  1. Indkøbsvilkår, herunder Leverandøraftalerne, er strengt fortrolige og må ikke gøres tilgængelige for fysiske eller juridiske personer, som ikke er en del af Netværket. Ligeledes må Medlemmet ikke opbevare kopier eller lignende efter Medlemskabsperiodens ophør. Tilsidesættelse af dette vilkår udgør en væsentlig misligholdelse af Medlemskabsbetingelserne.
  2. Hver Part er pålagt almindelig forsvarlig fortrolighed i forhold til de ikke almindeligt offentlige oplysninger, som hver Part måtte få om den anden Part i forbindelse med det løbende samarbejde, herunder deltagelse i Netværket, faglig sparring mv. Denne bestemmelse begrænser dog ikke datadeling, autoriseret efter disse Medlemsbetingelser.
  3. Medlemmet er gjort opmærksom på forbuddet mod at udveksle konkurrencefølsomme oplysninger og indgå konkurrencebegrænsende aftaler med andre Medlemmer, herunder i forbindelse med netværksarrangementer, vidensdeling og lign. Ved konkurrencefølsomme oplysninger forstås almindeligvis oplysninger om priser, rabatter samt salgsfremstød over for kundekategorier eller geografiske områder, for så vidt de ikke er offentligt kendte og særligt hvis de vedrører fremtidige aktiviteter.

7.           Opsigelse, misligholdelse og ophør

  1. Medlemmet kan opsige medlemskabet med 7 dages varsel til bortfald ved udløbet af indeværende 6 måneders afregningsperiode, dvs. til udløb enten pr. 1/1 eller 1/7 i et år. Vælger Medlemmet at træde ud af Netværket inden udløbet af indeværende 6 måneders afregningsperiode, ydes der ikke refusion af det for afregningsperioden indbetalte kontingent.
  2. Al opsigelse skal ske skriftligt til BYP for at være gyldig.
  3. Ved væsentlig misligholdelse er den ikke-misligholdende Part berettiget til at ophæve samarbejdet med øjeblikkelig virkning efter dansk rets almindelige regler.
  4. Misligholdelse skal gøres skriftligt gældende overfor den misligholdende Part senest 2 måneder efter, at den ikke-misligholdende Part blev, eller burde være blevet, bekendt med misligholdelsen.
  5. Fortrolighedsforpligtigelsen i punkt 6.1. forbliver i kraft efter Medlemsbetingelsernes ophør.
  6. Ved Medlemsbetingelsernes ophør bortfalder Medlemmets adgang til Leverandøraftalerne og Netværket straks.

8.           Afsluttende bestemmelser

  1. Hver Part afholder egne omkostninger i forbindelse med indgåelse af Medlemsbetingelserne, herunder omkostninger til egne rådgivere.
  2. Medlemsbetingelserne er underlagt dansk ret, og værneting er Retten i Glostrup.
  3. Enhver tvist eller ethvert krav, som måtte opstå i forbindelse med Medlemsbetingelserne, herunder tvister vedrørende Medlemsbetingelsernes eksistens, misligholdelse, opsigelse eller ugyldighed heraf, kan af hver Part indbringes for de almindelige danske domstole.
  4. Medlemmet er ikke berettiget til at overdrage sine rettigheder eller forpligtigelser til tredjemand.

Medlemmet er oplyst om, at BYP kan oppebære provision fra Leverandører i forbindelse med formidling af køb.